Carlsberg Byen inviterer til nabomøde d. 23. januar

Vi har modtaget nedenstående fra Carlsberg Byen:

Kære nabo i Humleby

Vi har nu taget hul på 2017 og dermed et nyt og spændende år i udviklingen af Carlsberg Byen.

I løbet af året vil vi igangsætte flere nye byggerier, bl.a. Krøyer Hus, som bliver nabo til Humleby. I den anledning, vil vi gerne invitere jer til nabomøde mandag den 23. januar kl. 16.30-18 i Carlsberg Byens Showroom på Olivia Hansens Gade 2.

Programmet kommer til at se således ud:

  • Velkomst og overordnet gennemgang af udviklingen ved adm. direktør Jens Nyhus
  • Præsentation af Krøyer Hus ved senior projektchef Martin Høgstedt Poulsen og udviklingschef Søren Elster
  • Status på det omkringliggende byrum og infrastruktur ved projektchef Niels Nielsen
  • Status på Købke Hus, Scherfig Hus, Heiberg Huse, Bindesbøll Hus og Rahbek Hus ved senior projektchef Ulrik Jonas Jessen

Vi glæder os til at se jer den 23. januar.

Med venlig hilsen
Carlsberg Byen P/S

Flere detaljer her: Carlsberg Byen inviterer til nabomøde den 23. januar

Nedrivning af den gamle værkstedsbygning

Vi har modtaget nedenstående fra Carlsberg Byen:

Kære nabo

Vi henvender os til jer, da vi vil orientere jer om næste led i udviklingen af Carlsberg Byen, navnligt i jeres nærområde.

Den 20. januar indledes nedrivningsarbejdet af den tidligere værkstedsbygning, som ligger ud mod Vesterfælledvej (se kort). Første etape er, at bygningen vil blive miljøsaneret og materialer kørt bort til depot eller genanvendelse, hvorefter den reelle nedrivning går i gang.
Samlet set vil det have en varighed på ca. 2,5 måned, og vi forventer at være færdige ved udgangen af marts.

Arbejdsperiode og -tider

Arbejdet følger Københavns Kommunes Bygge- og Anlægsforskrift, hvilket vil sige, at arbejdet kun finder sted ml. kl. 7-19 på hverdage og kl. 8-17 på lørdage, og vi bestræber os på at gøre arbejdet så smertefrit for jer som overhovedet muligt, men støj kan desværre ikke undgås.

Vi håber, at I vil udvise forståelse for den støj, som nedrivningsarbejdet vil generere i den ovennævnte periode. Hvis I har nogle spørgsmål, er I meget velkomne til at kontakte os ved at skrive til nedenstående mail: nabo@carlsbergbyen.dk

Med venlig hilsen Carlsberg Byen P/S

Flere detaljer findes i denne PDF: Varsling omkring nedrivningsarbejde, januar 2017

Nabohøring vedr. “Østen for Humlen”

Carlsberg Byen har søgt Københavns Kommune om dispensation fra den nyligt vedtagne lokalplan. Dispensationen vedrører området øst for Jerichausgade / syd for Küchlersgade, som åbenbart skal være kendt som “Østen for Humlen”.

I den forbindelse gennemføres en nabohøring frem til 12. januar 2017. Naboer til området har modtaget nedenstående materiale, der viser de ændringer Carlsberg Byen ønsker at få godkendt af Københavns Kommune.

Forbrev (PDF)

Naboorientering (PDF)

Høringsmaterialet for Tillæg 6 og den endeligt vedtagne lokalplan findes her.

Husejerforeningens bestyrelse er i gang med at udarbejde et svar til Københavns Kommune. Dette vil blive uddelt til husstande i Jerichausgade og Küchlersgade, som har grund op mod Carlsberg Byen grunden. Udkast kan læses og kommenteres her.

Såfremt der er interesse herfor vil der blive afholdt beboermøde for de berørte naboer d. 10. januar, kl. 19.30 i beboerhuset. Tilmelding skal ske via e-mail til jens@humleby.dk med angivelse af navn og adresse – senest d. 5. januar.

Jens Lauritsen
Pva. Bestyrelsen for Husejerforeningen Humleby

Naboinformation fra Carlsberg Byen

Vi har modtaget nedenstående fra Carlsberg Byen.

Kære nabo
Vi henvender os til jer, da vi vil orientere jer om næste led i udviklingen af Carlsberg Byen, navnligt i jeres nærområde.

Onsdag den 1. juni 2016 indledes nedrivningen af tappehallen TAP1, og dette vil forløbe frem til den 30. december 2016. 

Arbejdsperiode og -tider Arbejdet følger Københavns Kommunes Bygge- og Anlægsforskrift, og vi bestræber os på at gøre arbejdet så smertefrit for naboer som overhovedet muligt, men støj kan desværre ikke undgås. Vi håber, at I vil udvise forståelse for den støj, som borearbejdet vil generere den ovennævnte periode. Hvis I har nogle spørgsmål, er I meget velkomne til at kontakte os ved at skrive til nedenstående mail:

nabo@carlsbergbyen.dk

Med venlig hilsen
Carlsberg Byen P/S

Kort med markering af TAP1s placering kan ses her: Naboinformation maj 2016 (PDF)

Carlsberg Byen inviterer til nabomøde

Carlsberg Byen inviterer til nabomøde torsdag den 2. juni 2016.

På nabomødet vil Carlsberg Byen præsentere status på byggeplanerne, primært for Scherfig Hus, Købke Hus og Krøyer Hus, som ligger i bykvarterets nordøstlige del mod Humleby, samt svare på generelle spørgsmål.

Mødet starter kl. 16.30 og slutter kl. 18.00 og afholdes i Maskincentralen, Pasteursvej 7, 1799 København V.

Læs hele invitationen her: Invitation til nabomøde den 2. juni 2016 (PDF)

Støj på Vesterfælledvej

Vi er blevet varslet af Carlsberg Byen om, at vi kan forvente mindre støjende arbejde af kortere varighed søndag den 12. juni mellem kl. 17-21 på Vesterfælledvej. Arbejdet skyldes, at der skal ske en trafikomlægning af Vesterfælledvej i forbindelse med HOFORs arbejde med omlægning af varmen til den offentlige forsyning. Trafikomlægningen skal være i drift mandag morgen, og det er et krav fra kommunen, at arbejdet udføres søndag, så tæt på omlægningen som muligt.

Københavns kommune fejer og renser i Humleby

BEMÆRK: Nedenstående tidsrum for parkeringsforbud på vejene er opdaterede – i første udmelding (både her og ved runddeling) var desværre sket en fejl, hvor der var blevet byttet om på gaderne. Følg venligst det der står på de nu opstillede skilte. 

D. 12. og 13. maj rumsterer Københavns Kommune i Humleby. Her bliver fejet ind til kantstenene og vejbrøndene bliver renset.

Skilte med parkering og standsning forbudt opstilles mandag og vil være gældende torsdag den 12. maj kl 10-14 i følgende gader:

  • Jerichausgade
  • Carstensgade
  • Ernst Meyers Gade

og fredag den 13. maj kl. 10-14 i følgende gader:

  • Küchlersgade
  • Lundbyesgade
  • Bissensgade
  • Freundsgade

Hvis I har cykelstativer eller andet over vejbrøndene, bliver der ikke fejet og renset brønde der. I bør derfor flytte cykelstativerne inden kommunen dukker op.

Undgå at få bøde for ulovlig parkeret bil mellem kl. 10-14.

Hjælp venligst hinanden med at holde vejene frie for både biler og cykelstativer i disse få timer, hvor arbejdet foregår.

Venlig hilsen

Inger
Husejerforeningen

Opdatering: Forårsrengøring d. 17. april kl. 10.00 inkl. brøndrensning

Husk at Humlebys forårsrengøring finder sted søndag d. 17. april fra kl. 10.00 i din gade. God arbejdslyst.

BEMÆRK:
Vi opfordrer til, at man i samme ombæring renser sandfangsbrøndene på forsiden og bagsiden af husene. Det vil være en rigtig fin tradition at inkludere i den årlige forårsrengøring, så vi får det gjort. 

Derfor beder vi folk om at finde relevante remedier frem til formålet, f.eks. koben og brøndrenser med kuglehoved.

Læs mere om brøndrensning mv. i dette skriv, som vi har modtaget fra Strandvejskvarteret.

Bestyrelsens opdatering vedr. tillæg 6 for Carlsberg Byen

Nedenstående beskriver Husejerforeningens bestyrelses holdninger til Tillæg 6 til rammelokalplanen for Carlsberg Byen. Det er skrevet på baggrund af startredegørelsen og dialog med politikere og Teknik- og Miljøforvaltningen – inden Tillæg 6 blevet sendt i høring. Tillæg 6 kan hentes her.

Indholdet er tidligere blev trykt som artikel i beboerbladet Nabo. 

Status på Carlsberg Byen set her fra Humleby

Vi har, siden den oprindelige vision blev formuleret i 2007, blot kunne se på, mens en lang række af de spændende elementer fra visionen stille og roligt er forsvundet i takt med, at projektet skrider frem – drevet af Carlsberg Byen konsortiet, der består af Carlsberg, Realdania, PFA, Topdanmark og PenSam.

På den seneste Generalforsamling efterlyste Husejerforeningen hjælp til arbejdet med Carlsberg Byen og vores forsøg på at få dem til at holde fast i de oprindelige visioner.

Til formålet etablerede vi et Carlsberg Byen udvalg og en række gode Humleby borgere stillede op. Christoffer Jensen, Camilla Panting, Henriette Wiberg Danielsen, Kathrine Aggebo, Nils Stok og undertegnede har sammen med Husejerforeningens bestyrelse været endog meget aktive i forsøget på at gøre vores indflydelse gældende overfor Carlsberg Byen.

Sidste chance for at gøre en forskel

Det skulle kort efter Generalforsamlingen vise sig at være en rigtig god idé at få ekstra kræfter på banen. Carlsberg Byen og Københavns Kommune annoncerede nemlig, at man nu ville starte processen med udarbejdelse og behandling af lokalplantillæg 6 – og at den skulle dække de resterende 355.000 etagemeter svarende til ca. 59% af de totalt 600.000 etagemeter, som Carlsberg Byen samlet vil omfatte, når bydelen står færdig.

Udvalget arbejdede med en række forskellige idéer til, hvordan vi kunne påvirke den politiske beslutningsproces både gennem medierne og i direkte kontakt med politikerne i Teknik- og Miljøudvalget som godkender lokalplanerne samt Teknik- og Miljøforvaltningen, som udarbejder lokalplanerne.

Fokus på beslutningstagerne

Vi valgte en strategi, hvor vi fokuserede primært på de politiske beslutningstagere og så satsede vi på, at vi kunne få ørenlyd i pressen og forvaltningen gennem de tiltag, vi tog overfor politikerne. Rationalet i dette var, at der er større chance for, at vi kan flytte noget, hvis vi kan påvirke holdningerne inden lokalplanen er udarbejdet og går i høring.

Vi afholdte i juni 2015 et debatmøde, hvor Teknik- og Miljøborgmester Morten Kabell og 4 politikere havde lovet at stille op, og hvor forvaltningen også deltog. Desværre meldte Kabell afbud kort før mødet, og kun en politiker dukkede op. Det lykkedes dog at få pressedækning med et indslag i TV2 Lorry og en rigtig god dialog med Allan Ahmed fra Enhedslisten og de fremmødte medarbejdere fra forvaltningen.

Vores synspunkter er uændrede

Vi holdt siden individuelle møder med Morten Kabell og politikere fra Konservative, Socialdemokraterne, SF og Venstre, hvor vi gentog vores hovedsynspunkter, som vi har forfulgt siden 2007, da arkitektkonkurrencen blev udskrevet:

  • Carlsberg Byen skal holdes fast på den oprindelige vision fra Entasis’ vinderforslag og rammelokalplanen.
  • Tårnene – eller højhusene, som de reelt er blevet til – skal holdes så slanke som muligt. Og man skal gøre alt, hvad der er muligt for at mindske de miljømæssige konsekvenser af disse højhuse.
  • Der skal være et højt fokus på at skabe et spændende og varieret byliv med plads til skæve erhvervsdrivende, kultur, institutioner og idrætsfaciliteter, så Carlberg Byen kan blive en attraktiv oase mellem Vesterbro, Frederiksberg og Valby og ikke blot endnu et halvdødt provins-kvarter midt i storbyen.
  • Man skal gribe muligheden for at indrette Ny Carlberg Vej som en grøn akse mellem Vesterbro og Søndermarken. Væk med busser og tung trafik. Ind med træer, fartdæmpning, hængekøjer, småbutikker og andre tiltag, der kan gøre Ny Carlsberg Vej til et rart sted at gøre ophold på sin vej på tværs eller langs gennem Carlsberg Byen
  • Find realistiske løsninger på de parkeringsudfordringer, der vil opstå, når en privat parkeringszone ligger midt i en offentlig parkeringszone med potentielt meget forskellige prisniveauer og deraf følgende sivetrafik ind i naboområderne. Her er vi især bekymrede for konsekvenserne af øget trafik i Humlebys lege- og opholdsgader

Politikere og forvaltning giver generelt udtryk for at de er enige i vigtigheden af at fastholde Carlsberg Byen på den oprindelige vision. Der er selvfølgelig forskellige nuancer i holdningerne – og der er en virkelighed, der handler om, at Carlberg Byen skal være en profitabel forretning.

Fiasko – og endelig succes

Vi har i processen som hovedregel oplevet, at det er svært rigtigt at rykke ved de rammer, som Carlsberg Byen bliver enige med Forvaltningen om. Der er dog lykkedes i nogle tilfælde i forbindelse med lokalplanshøringerne. Bl.a. fik vi reduceret byggehøjderne på de mest udsatte steder vest for Jerichausgades Bare Ende, Küchlersgade, Freundsgade og enden af Carstensgade.

Til gengæld oplever vi også, at efter lokalplanen er godkendt politisk, så kommer der efterfølgende i forbindelse med projekteringen en dispensationsansøgning, som markant overskrider de grænser, der er sat i lokalplanen – bl.a. i forhold til byggehøjder overfor Humleby.

Den seneste dispensationsansøgning handlede om førnævnte areal. Både Husejerforeningen, Vesterbro Lokalråd og en række husejere klagede over dispensationen. Derudover kontaktede vi de fire politikere, vi har været i direkte dialog med og gjorde dem opmærksom på problematikken. Og endelig lykkedes det os at sætte en seriøs kæp i hjulet på planerne: Teknik- og Miljøudvalget afviste dispensationsansøgningen – og nu afventer vi i spænding, hvad der kommer til at ske.

Så hvad nu?

Vi forventer at lokalplan tillæg 6 vil blive sendt til offentlig høring indenfor kort tid. Husejerforeningens bestyrelse og Carlsberg Byen Udvalget vil kaste sig over materialet og udarbejde et høringssvar – og vi vil denne gang igen gå direkte i kødet på de politikere, som skal godkende lokalplanen, når den kommer til behandling i Teknik- og Miljøudvalget. Vi vil i den forbindelse gentage vores synspunkter som anført ovenfor og forsøge at være konstruktive i vores forslag til, hvordan Carlberg Byen kan trækkes hen mod den oprindelige vision til glæde for alle københavnere, de nye beboere og brugere.

Vi har stadig brug hjælp! Du kan gøre mindst tre ting:

1) Kom gerne med dine konkrete synspunkter, når lokalplantillægget kommer i høring. Vi vil oprette en side på humleby.dk, hvor man kan finde materialet og skrive sine input.

2) Hold øje med eventuelle fremtidige dispensationsansøgninger. Disse sendes kun til naboer, og andre der er direkte berørt. De bliver ikke behandlet politisk medmindre et af medlemmerne af Teknik- og Miljøudvalget beder om at få ansøgningen på dagsordenen.

Videresend derfor materialet til husejerforeningens bestyrelse og skriv gerne selv direkte til Københavns Kommune, hvis du har indvendinger mod den givne dispensationsansøgning. Husejerforeningen vil derudover også give vores holdning til kende og sørge for at politikerne hører vores synspunkter.

3) Hvis du på nogen måder har idéer til aktiviteter, adgang til politikere eller medier og gerne vil hjælpe i arbejdet her i slutspurten, så skriv en mail til jens@humleby.dk eller skriv et indlæg her.

Jens Lauritsen

På vegne af
Husejerforeningens Bestyrelse & Carlsberg Byen Udvalget