Vi har modtaget dette fra Carlsberg Byen (pdf) vedrørende igangsætning af byggeri på Vesterfælledvej 98.
Husejerforeningen orienterer
Husejerforeningen orienterer.
Orientering vedr. beskæring af træer ved Rahbek Hus II
Opdatering modtaget d. 16.03.2021:
”I denne uge skulle vi have stynede træerne i zone 16. Pga. vejret i sidste uge er arbejdet desværre blevet forsinket. De starter på fredag, og fortsætter i næste uge, der vil selvfølgelig ikke blive arbejdet i weekenden.”
Vi har modtaget nedenstående fra Carlsberg Byen.
01.03.2021
Kære nabo
Dette er blot en høflig orientering om, at Grundejerforeningen i uge 11 vil forestå beskæring af træer ved Rahbek Hus II – se markering på kortet nedenfor.
Arbejdet vil have en varighed på 2-3 dage, og der vil periodevis forekomme støj fra brug af kædesav.
Med venlig hilsen Carlsberg Byen P/S

Information vedr. nedrivning af Carlsbergs tidligere hovedkontor
Vi har modtaget nedenstående fra Carlsberg Byen:
15. februar 2021
Kære nabo
I foråret 2020 udsendte vi information pr. mail angående den forestående nedrivning af det sammenhængende bygningskompleks kaldet Silo, Malteri og Gruber, som tidligere har huset Carlsbergs hovedkontor.
Vi har den seneste tid modtaget enkelte henvendelser fra naboer angående støj fra nedrivningen, som vi naturligvis tager alvorligt. Vi er opmærksomme på disse uheldige episoder, og i alle tilfælde undersøger vi straks henvendelsen sammen med de entreprenører, der er på byggepladsen, og indskærper reglerne herom.
Hvis I i forbindelse med nedrivningen oplever arbejder udenfor Københavns Kommunes arbejdstidsforskrifter (Bygge- og Anlægsforskrift i København er vedhæftet denne mail), hører vi fortsat gerne fra jer. I den forbindelse vil det være en stor hjælp, hvis I er så konkrete som muligt, når I henvender jer. Enkelte har henvendt sig med støjmålinger, som er udført på egen hånd, men der er mange forhold, der skal tages i betragtning for at sikre, at en støjmåling er valid, og hvis en støjmåling ikke er foretaget i henhold til normerne herfor, kan den ikke sammenlignes med de grænseværdier, som er gældende for Københavns Kommunes forskrifter. Dette er vigtigt for at kunne have en konstruktiv dialog med den pågældende entreprenør.
Vi vil i stedet opfordre jer til, ved f.eks. støj eller arbejder udenfor arbejdstid, at fremsende dato og tidspunkt for hændelsen samt evt. en lydfil, så vi har bedst mulige forudsætning for at lokalisere kilden og undersøge om støjen kommer fra byggerier, vi er ansvarlige for.
Varsling om forestående spunsearbejde
Inden længe vil I blive varslet om det forestående spunsearbejde, der forventes påbegyndt i foråret. I modtager varslingen minimum 14 dage forud for, at arbejdet går i gang. Vi har i den forbindelse opsat vibrationsmålere på 13 bygninger, der ligger tæt på nedrivningen, for at sikre, at spunsearbejdet ikke overskrider de tilladte vibrationer.
Vi håber fortsat på jeres forståelse, og skulle der opstå noget uforudset, vil vi orientere jer undervejs. Har I spørgsmål, er I velkomne til at henvende jer pr. e-mail: nabo@carlsbergbyen.dk.
Med venlig hilsen Carlsberg Byen P/S
Vedr. Husejerforeningens generalforsamling d. 9. marts 2021
Bestyrelsen har besluttet at afvikle GF virtuelt ved hjælp af Zoom.
Årsagen er, at det nemt kan blive august, før vi igen må samle over 100 mennesker. Der vil tilgå alle husejere et link ugen før. Ugen før bliver der også lavet generalprøve mm, så vi sikrer, at alle kan deltage. For dem, der er fritaget for email, eller er usikre, bliver der lavet særligt tiltag.
Vi har en udfordring: Bestyrelsen mangler e-mailadresser for ca 35 husejere. Tilmeld jer venligst på humleby.dk/mail
Vel “mødt” tirsdag d. 9. marts kl. 19.00.
Bestyrelsen
Varsling vedr. vandrør
Jens Hansen informerer om, at de skyder rør igen onsdag d. 02.12.2020. I den forbindelse vil Carstensgade blive afspærret i henhold til afmærkningsplan.

Aflysning af julemarked
Det annoncerede Julemarked søndag den 28. november afholdes ikke. Bestyrelsen kan ikke se, at vi kan overholde forsamlingsforbuddet og div. hygiejneforskrifter.
Som det mindste plaster på såret opstilles juletræet på den blå container for beboerhuset.
Glædelig jul
Bestyrelsen for beboerforeningen
Information vedrørende tidsplan for vandrørsprojektet
Jens Hansen har oplyst, at projektet desværre er forsinket. En opdatering af tidsplanen for igangværende og kommende etaper ser derfor pt. således ud.
ETAPE 5. Snart færdig
ETAPE 6. Igang med opgravning i haverne.
ETAPE 7. Der forventes start af stilladsopsætning den 4. Januar.
ETAPE 8. Igangsættelse medio februar.
ETAPE 9. Igangsættelse ultimo marts.
Etapeoversigten finder du her.
Venlig hilsen
Bestyrelsen
Information vedr. rørprojektet
Jens Hansen informerer om, at de skyder rør igen på onsdag d. 04.11.2020. De prøver at gøre alt til at ikke spærre Küchlersgade via nr. 2-4.
Afspærring i KÜ + JE d. 16. september
I forbindelse med vandrørsprojektet vil der blive afspærret i Jerichausgade og en del af Küchlersgade ved nr. 10-12 på onsdag d. 16.09.2020. Entreprenøren har fået godkendelse fra Københavns Kommune.

Nedrivning af Carlsbergs tidligere hovedkvarter
Vi har modtaget nedenstående fra Carlsberg Byen:
OBS OBS: Ved akutte problemer ifm. nedrivningen kan Thomas Clausen fra Carlsberg Byen kontaktes på +45 60 63 64 93 eller tc@carlsbergbyen.dk.
Brev til naboer vedr. nedrivning af Carlsbergs tidligere hovedkvarter
Kære nabo
Carlsberg har bygget et nyt hovedkontor i det nordvestlige hjørne af Carlsberg Byen, og nu er tiden kommet til at rive det gamle ned for at gøre plads til et nyt byggeri i Carlsberg Byen. Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune har godkendt nedrivningsplanen for det sammenhængende bygningskompleks kaldet Siloen, Malteriet og Gruber.
Under normale omstændigheder ville vi invitere de nærmeste naboer til et informationsmøde om nedrivningen. Da dette pt. ikke er muligt grundet retningslinjerne vedr. COVID-19, har vi valgt at informere bredt ud per e-mail i stedet.
I de medsendte bilag opridser vi, hvordan arbejdet med nedrivningen vil foregå.
Kort om nedbrydningsplanen
Det er en omfattende opgave at rive de gamle industribygninger ned, og nedrivningen kommer til at forløbe i flere faser. Der kan naturligvis opstå forhold undervejs, der kan påvirke arbejdet og dermed tidsplanen, men i udgangspunktet ser planen ud som følger:
- Cirka 1. maj 2020 til september 2020: Miljøsanering og udtagning af alle demonterbare materialer i Silo, Malteri og Gruber.
- Cirka september 2020: Gruber skal nedrives som det første for at udvide byggepladsarealet.
- Cirka ultimo september: Nedrivningen af siloen påbegyndes ved at klippe den ned fra toppen.
- Cirka december 2020: Malteri skal nedrives, hvilket forventeligt strækker sig over fem måneder.
- Når nedrivningen er afsluttet til terræn, vil spunsearbejdet blive påbegyndt, hvilket forventeligt varer fire måneder. Herefter vil kældrene blive nedrevet og gravearbejdet udført for at gøre klar til det kommende byggeri.
Entreprenør P. Olesen & Sønner A/S varetager nedrivningsopgaven, og vi forventer, at det er afsluttet i september 2021, hvis alt forløber planmæssigt.
Hensyn til naboer og nærområde
Det vil ikke kunne undgås, at I kan opleve gener under en nedrivning af denne størrelse, men vi vil gøre vores bedste for at tage så meget hensyn som muligt. Vi overholder naturligvis Københavns Kommunes arbejdstidsregler og miljøkrav gennem hele forløbet. Undervejs vil trafikken i området blive tilpasset nedrivningsarbejdet, men vi har stor fokus på trafikale forhold, så alle kan passere sikkert forbi byggepladsen. Vi håber på jeres forståelse, og skulle der opstå noget uforudset, vil vi orientere jer undervejs. Hvis I har spørgsmål, kan I sende dem til e-mail: nabo@carlsbergbyen.dk, hvor vi vil samle op på de indkomne henvendelser og udsende et fællessvar på de mest stillede spørgsmål.
Med venlig hilsen Carlsberg Byen P/S