Dødsfald

Rie Troelstrup Schwarz, Kü16, sov stille ind søndag d. 28/12 og fik fred efter et længere kræftforløb. Familien takker for den overvældende omsorg fra naboerne i Humleby gennem hele perioden.
Bisættelsen finder sted på lørdag d. 3/1 kl. 12.00 i Nordre Kapel, Vestre Kirkegård, Vestre Kirkegårds Allé 15, 2450 SV

 

Husejerforeningen har afgivet supplerende høringssvar

Bestyrelsen for husejerforeningen har afgivet høringssvar til den supplerende høringsrunde vedr. Carlsberg Byen Tillæg 4 til Rammelokalplanen.

Københavns Kommune har valgt at gennemføre en kort, supplerende høringsrunde på baggrund af de mange indsigelser, der er fremkommet i den første høringsrunde samt ændring i det omfattede areal.

Husejerforeningens svar kan ses her.

Fernisering med Regitze Mindegaard d. 2. november

Søndag 2. November kl. 14.00-17.00 er der fernisering for Regitze Mindegaard i Beboerhuset.

”Inde i mit hoved, ud af mine hænder”.

Jeg er ”født med en blyant i hånden” og har elsket at ”finde på” siden jeg som lille pige bosiddende i England f.eks. lavede halloween heksehule i en papkasse med halve udhulede kartofler på tændstik-treben som gryder til magiske drikke, piberenserhekse med groft minilærredstøj på og indtørrede orme samt stivnede edderkopper som staffage. Som nyuddannet industriel designer fik jeg job hos et accessoires-firma som designer og produktkoordinator, og i fritiden tog jeg gennem årene flere kurser i tegning, maling og keramik. De seneste 6 somre har jeg nydt en uges malerkursus på sommerhøjskole – et nyt sted i landet hvert år. Herligt at leve en passion ud for en stund med ligesindede.

I mine billeder opstår der ofte en fortælling, og selv om jeg prøver at starte op i svale nuancer, ender farverne som regel med at indtage lærredet. På det seneste trænger sort sig på. Jeg arbejder gerne med givne eller bundne opgaver, hvor udfordringen appellerer til fordybelse og retning med motivet, kompositionen og teknikken. Kreativiteten suppleres af intuitionen og den viden man hele tiden tilegner sig om æstetiske forhold.

Jeg maler med akryl og arbejder med ler af lyst, som giver megen tilfredsstillelse men også af og til frustration. Desuden er det en glæde, i mit nuværende arbejde som lærer (uddannet på daværende Blaagaard Statsseminarium for 14 år siden), at inddrage æstetiske lærerprocesser i praktisk- musiske løsninger på skoleopgaver.

Kom og nyd Regitzes billeder til et glas vin.

Af Jørgen Fenhann