Korrespondance vedr. byggestøj

Nedenstående er en korrespondance mellem husejerforeningens formand Per Skovgaard og Carlsberg Byens adm. dir. Jens Nyhus. Blot til orientering!

Kære direktør Jens Nyhus, Carlsberg Byen!

Husejerforeningen Humleby og enkelte husejere har i længere tid – faktisk al for lang tid – været i dialog med jer omkring støjen fra byggepladserne i Carlsberg Byen.
Desværre har vi jo konstateret, at kommunens regler omkring arbejdstider for støjende arbejde, som jo er ganske enkle, ikke bliver overholdt til stor gene for beboerne omkring byggerierne.
I har indtil nu gjort forskellige tiltag, som Husejerforeningen har kommunikeret til vores medlemmer via vores hjemmeside.
Ordningen med, at berørte husejere kan ringe til portvagten, som ud fra det medsendte kort, kan gribe ind fungerer kun sporadisk. Nogen gange fungerer det, men andre gang virker systemet ikke, fordi portvagten forlader pladsen med uforettet sag. Det er tilsyneladende uklart, hvilken kompetence portvagten har. Det bør I stramme op, f.eks. ved at kommunens regler gennemgås med de enkelte portvagter.
Vi vil også anbefale, at der ved portene sættes store skilte op med arbejdstiderne på relevante sprog, jysk, polsk og engelsk på samme måde, som der er sat skilte op om brug af hjelm.
Ordningen med, at lastbiler parkerer om natten på Sjælør Boulevard og først kommer og holder ved byggerierne, når det er nødvendigt, fungerer i det store hele, men med enkelte undtagelser, hvor udenlandske chauffører tilsyneladende stoler mere på deres gps end på jeres instrukser.
Vi har derudover fået en direkte kontakt til de to byggeledere på henholdsvis Scherfigs Hus og Krøyers Hus. Telefonnumre og kontaktmail til byggelederne er lagt på vores hjemmeside. Hvor meget disse kontakter har været brugt, ved vi ikke, men der har haft positiv respons i et enkelt tilfælde.
Vi har også fået at vide, via jeres pressechef, Peter Krab, at der nu sættes vagt på. Det er positivt, men forudsætter, at de har de fornødne kompetencer.
Men der er én ting, der virker: en lås, så adgangen til byggepladsen for håndværkere og leverandører ikke er mulig, udenfor de arbejdstider, som kommunen har fastlagt.
På byggepladsen Østen for Humlen har der været en episode, hvor der om natten blev læsset jernplader af.
Her kom der promte svar fra den ansvarlige byggeleder, Patrick Beck, og svaret var enkelt, jeg citerer:
“ARPE & KJELDSHOLM A/S har besluttet at foretage yderligere tiltag for at sikre sig at det ikke kan ske
igen:
• Koder på hængelåse til porte, udskiftes.
• Porte låses op af vagt kl. 06.55
• Porte låses af vagt kl. 19.00
• Således at fagentreprenører ikke har adgang til byggepladsen uden ARPE & KJELDSHOLM’s viden.
Vi er meget kede af hændelsen som er en meget irriterende fejl og det skal ikke ske igen.
ARPE & KJELDSHOLM.”
Siden systemet med låsning af denne plads er blevet indført, har der ikke været problemer.
Det gode vejr og de lyse timer inviterer håndværkere til at starte op tidligt. Også for tidligt.
Det eneste virksomme middel er tilsyneladende at pladsen låses af ud mod Ny Carlsbergvej og hvor der ellers er adgangssteder.
Det eneste middel er som på pladsen Østen for Humlen solide låse, der først låses op kl. 6.55.
Her i morges kunne jeg ved selvsyn konstatere, at adgangen til pladsen fra Ny Carlsbergvej var vidt åben kl. 6, og biler og håndværkere myldrede ind før syv.
Husejerforeningen Humleby vil gerne donere Carlsberg Byen et par store låse, hvis omkostningerne til byggerierne skal holdes nede.
Vi skal leve med hinanden en række år endnu, og jeg synes, at det nu er på tide, at denne sag lukkes effektivt. Og med lås på!
med venlig hilsen
Husejerforeningen Humleby

Kære Per

Tak for din mail om støj fra byggepladsen. Jeg er opmærksom på den løbende dialog mellem Carlsberg Byen og vores naboer og ved derfor også, at der den seneste tid har været en stigning i antallet af henvendelser, hvoraf mange desværre har vist sig at være berettigede i form af reelle overtrædelse af arbejdstidsreglerne. Jeg kan garantere, at jeg som øverste ansvarlig for Carlsberg Byens udvikling tager det meget alvorligt, når der sker brud på kommunens arbejdstidsregler. Det er på ingen måde acceptabelt, hvilket vi løbende indskærper overfor vores entreprenører.

Vi drøfter derfor naturligvis også løbende, hvad vi kan gøre for at eliminere eller i hvert fald nedbringe antallet af overtrædelser. Senest har vi aftalt med entreprenøren, der styrer flere af byggefelterne op mod Humlebyen, at de indsætter en vagt, der skal tilse, at der ikke udføres støjende arbejde fra kl. 19-7 på hverdage, og at kommunens regler overholdes i weekender og på helligdage. Vagten sikrer bl.a., at portene ikke åbnes før tid, hvilket der udarbejdes rapporter på, som vi efterfølgende kan kontrollere. Desuden vil der fremover blive taget billeder af de personer eller køretøjer, som ikke vil overholde reglerne. Vagten er uafhængig af den vagtordning, som I har fået beskrevet tidligere, og som fortsætter sideløbende, men som vi på baggrund af din mail vil rette henvendelse til for at sikre, at der ikke er tvivl om vagtens beføjelser. Ligeledes vil vi skrive rundt til byggepladserne og sikre, at arbejdstidsreglerne er tydeliggjort med skiltning på de enkelte pladser, hvor det ikke allerede er tilfældet. I den forbindelse er det vigtigt at holde sig for øje, at håndværkerne gerne må opholde sig på pladsen, hvis deres ophold ikke støjer. Flere henvendelser er gået alene på, at der opholder sig folk på pladsen, hvilket altså ikke i sig selv er i modstrid med reglerne.

Vi har en forventning om, at ovenstående tiltag hjælper, men vi vil som altid naturligvis følge nøje med for at kunne sætte ind, hvis det ikke skulle være tilfældet. I den forbindelse er det meget brugbart, når naboer i forbindelse med klager medsender billeddokumentation, så vi hurtigt kan gribe fat i rette vedkommende.

Med venlig hilsen

Jens Nyhus
Adm. dir., CEO