Busser omkring Humleby

Der er kommet nye busstoppesteder på Vester Fælledvej ved Carlsberg Station. Men ingen busser – endnu?

Husejerforeningen har igennem Vesterbro Lokaludvalg spurgt Movia, hvad planerne er:

Der skal først ske noget i 2019, når Metroringlinjen starter. Så vil man undgå at køre busser parallelt med Metroen, hvorfor man lægger alle A-busser og S-busser om – og skærer kraftigt ned.

For Humleby betyder det nye buslinjer omkring os:

  • Linje 1A kommer stadig til at køre til og fra Hvidovre Hospital, men hvor Enghavevej krydser med Ingerslevsgade føres den videre ad Enghavevej som den nuværende linje 3A forbi Enghave Plads Metrostation, forbi Nordhavnen til Hellerup. Altså ingen linje 1A ind til byen.
  • Linje 6A på Vesterbrogade kommer til at hedde 7A og føres fra Vesterbrogade op til Platanvej Metrostation og videre ind til Hovedbanegården og derpå ud i Sydhavnen.
  • Også linje 9A fra Rødovre drejes forbi Platanvej Metrostation og ned ad Vester Fælledvej, forbi Humleby og op forbi Carlsberg Station og via Sydhavnen ud på Amager. Det bliver nok en buslinje, som Humleby vil komme til at bruge en del.
  • Linje 8A fjernes fra Pile Alle og føres ad Sdr. Fasanvej som linje 39 i dag.
  • Om der kommer en lokalbus på Pile Alle i stedet afgøres af Frederiksberg Kommune.

De lokale busser, linje 10 og 14 f.eks. er ikke afgjort endnu. Man vil gerne køre bus på Istedgade og forbinde den med Carlsberg. Problemet er, at hverken Lyrskovgade eller Ny Carlsberg Vej er særlig velegnet til busser. Husejerforeningen har foreslået Vesterbro Lokaludvalg, at der arbejdes for, at hvis denne busrute skal gennem Carlsberg Byen, så skal det være med mindre, elektriske busser.

Sådan ligger landet lige nu – der er lang tid – og et kommunalbestyrelsesvalg til januar 2019!

Per Skovgaard Andersen