Vi har modtaget nedenstående fra Carlsberg Byen.
Til Carlsberg Byens naboer
Varsling for ramning af spuns / København 18.6.2018
Kære nabo
I forbindelse med udviklingen af Carlsberg Byen og byggeriet i J.C.Jacobsens Gade 15 skal vi i gang med at ramme spuns. Det sker som et led i etableringen af kælderen til det kommende byggeri.
Vi skal derfor varsle vore tilstødende grundejere om, at vi har planlagt at påbegynde arbejdet med ramning af spunsvægge tirsdag d. 3. juli.
Arbejdet foregår i perioden juli – august 2018 (nærmere i uge 27 til uge 34) og følger Københavns Kommunes Bygge- og Anlægsforskrift. Det betyder, at arbejdet som hovedregel bliver udført på hverdage i tidsrummet mellem kl. 7 og 19 og lørdage mellem kl. 8 og 17.
En spunsvæg består af stålprofiler, der nedbringes ved ramning. Dette arbejde kan virke støjende og til tider frembringe vibrationer i området. Vi beklager de gener det måtte medføre, og håber på jeres forståelse.
Varslingen om dette arbejde sker efter bestemmelserne i Byggelovens § 12, hvorefter en entreprenør, der udfører arbejder i jorden, som kan medføre en risiko for tilstødende ejendomme, hvis disse måtte have defekte eller utilstrækkelige fundamenter, skal give vedkommende bygningsejere mulighed for at træffe de fornødne foranstaltninger.
Varslet skal gives med en frist på 14 dage.
Skulle I have spørgsmål, er I velkommen til at kontakte Carlsberg Byen på nabo@carlsbergbyen.dk.
Venlig hilsen
Totalentreprenøren ZÜBLIN