Klage vedr. mangelfuld høringsproces / Træer i Carlsberg Byen

Husejerforeningens bestyrelse har i samarbejde med husejere i Küchlersgade og Jerichausgade udarbejdet og sendt nedenstående klage til Københavns Kommunes Teknik- og Miljøborgmester og Teknik- og Miljøforvaltningen.

Klage

Husejerforeningen Humleby, som er nabo til Carlsberg Byen, klager hermed over en mangelfuld høringsproces i forbindelse med træbeplantning af byrum grænsende op til Humleby i områderne Vesten for Humle of Østen for Humle. Vi anmoder i den forbindelse om, at der afholdes en ny høring vedrørende placering af og højder på erstatningstræer og nye træer på Carlsberg Byens område.

Denne klage er sendt til:

  • Ninna Hedeager Olsen, Teknik- og miljøborgmester
  • Pernille Andersen, Administrerende Direktør for Teknik- og Miljøforvaltningen
  • Samt til Teknik- og Miljøforvaltningens officielle email via Digital Post.


Problemstilling

Både Carlsberg Byen og Københavns Kommune har konsekvent underspillet højden på og dermed skyggevirkning af både erstatningstræer og nye træer i Vesten og Østen for Humle.

Hvorfor er det et problem

Husejerforeningen Humleby har vedholdende i forbindelse med høringer gjort både Carlsberg Byen og Københavns Kommune opmærksom på vores bekymring ift. skyggevirkninger fra både højhuse og karrébygninger ift Humlebyhusenes begrænsede højde på 2,5 etage. I den sammenhæng har lokalplanen generelt været kendetegnet ved stor detaljerigdom med snittegninger, der viste størrelsesforhold mellem ny og eksisterende bebyggelse. Skyggediagrammer har også i et vist omfang været inkluderet bl.a. vedr. højhusene.

Men i alt dette materiale har der været meget lidt konkret information vedrørende placering, højder og omfang af erstatningstræer. Når der endelig har været information har den jvf. nedenstående gennemgang været upræcis eller direkte misvisende. F.eks. viser alle snittegninger fra lokalplanen vedr. Vesten og Østen for Humle lave træer, der maksimalt har en højde på 6-7 meter.

Tidslinie

Følgende tidslinie dokumenterer, hvilke informationer vi som naboer og dermed som part i høringerne har haft adgang til.

21. august 2014: Tillæg 4 vedtages

Tillæg 4 s. 61 beskriver generelle krav vedr. erstatningstræer herunder, at de skal være “store træer – dvs. træer med et stammeomfang på min 30-36 cm.” Det beskrives IKKE, hvor disse træer skal plantes. Dog fremgår følgende “I delareal IA, IIB og IIIA skal træer minimum have en omkreds på 18 – 20 cm, når de plantes. Der må kun plantes træer af arterne robinie, tretorn, skyrækker, hæg, fuglekirsebær og naur. Der kan tillades andre arter af træer af en type, der har tilsvarende egenskaber.” Vi er forundrede over, at man på disse arealer klart signalerer, at det skal være små og mellemhøje træer og ligefrem specificerer typerne. Arealerne er store og generne for genboere er begrænsede. Tilsvarene informationer burde have været tilgængelige for Vesten og Østen for Humle ifm. høringerne.

15. juni 2016: Byggetilladelse gives efterfølgende tillæg 4

Byggetilladelsen omfatter 5 byrum, herunder Vesten for Humle. På s. 80 fremgår bl.a.: “Vesten for Humle anlægges som et rekreativt, grønt parkstrøg med græs, bunddække, buske og træplantninger. Med inspiration i de traditionelle hegnsplantninger, er der indslag af blomstrende træer og buske, samt frugttræer.” Illustrationer s. 81 – 87 af Vesten for Humle viser træhøjder som er maksimalt 6-7 meter. På s. 92 fremgår det, at der skal plantes 5 erstatningstræer i Vesten for Humle. 

30. juni 2016: Høringsrunden for Tillæg 6 annonceres

Tillæg 6 s. 87-88 beskriver generelle krav vedr. erstatningstræer herunder, at de skal være “store træer – dvs. træer med et stammeomfang på min 30-36 cm.” Det beskrives IKKE, hvor disse træer skal plantes. 

6. december 2016: Tillæg 6 vedtages. 

Notater vedr. træer (bilag 7a + 7b) fremlægges ifm. vedtagelsen og har således ikke været en del af høringen. Notat 7b indeholder en konkret liste over fordeling af erstatningstræer i de forskellige byrum, men ikke en beskrivelse af højder eller andet. Vi finder det stærkt kritisabelt, at disse informationer dukker op som et bilag efter høringen er afsluttet.

21. december 2016: Naboorientering vedr. Dispensation fra Lokalplan nr 432 “Carlsberg II” vedr. placering af boldbane/multibare udsendes.

Materialet indeholder en oversigtstegning af Østen for Humlen med markering af træer men beskriver ikke højder. Derudover vises to snittegninger, hvor samtlige træer er maksimalt 6-7 meter højere. Høringen handler ikke om træhøjder men om omplacering af multibane og legeplads.

6. januar 2017: Byggetilladelse vedr. byggefelt 12 ”Krøyers Hus”

Byggetilladelsen beskriver bl.a. planer for plantning af erstatningstræer: “Erstatningstræer plantes med en størrelsen 30-35 cm stammeomfang. Øvrige træer plantes i en størrelse på minimum 18- 20 cm stammeomfang (s. 273) og der er illustration med placering af erstatningstræer men ingen specifikation af de forventede trætyper. (s. 280). Derudover er der adskillige snittegninger, der viser træer som maksimalt er 6-8 meter høje f.eks. s. 287 og 288. 

13. september 2017: Carlsberg Byen afholder nabomøde med Humleby.

Her vises en enkelt slide med et udsnit fra Østen for Humlen med konkrete informationer om udvalgte træers højde. Informationerne er både utydelige og mangelfulde. Derudover er de opgivne højder meget lavere end, hvad der oplyses ved f.x. opslag på samme træer på wikipedia.org. 

11. oktober 2017: Tegning over området Vesten for Humlen

I forbindelse med Humleby’s dialog med Carlsberg Byen vedr. indretning af overgangene mellem Carstensgade og Küchlersgade og Carlsberg Byen får vi udleveret en tegning, som indholder markeringer af erstatningstræer men ingen information om højder og typer. Der var i forbindelse med dette samarbejde ikke nogen dialog vedr. trætyper og højder bortset fra i overgangene mellem de to områder.

10. april 2018: Beplantningsplan for Vesten for Humle

Efterfølgende et møde mellem repræsentanter for Humleby med skel til Vesten for Humle og Carlsberg Byen modtager vi pr. email fra Carlsberg Byen den godkendte beplantningsplan, som iøvrigt ikke er blevet fulgt, da de plantede træer er placeret andersledes. Det er første gang, vi modtager en konkret beskrivelse af træernes specifikke typer og placering. Og dette sker efter, at træerne er blevet plantet.

Konklusion

Havde Humleby været bekendt med de informationer vedr. træernes højde og placering, som vi nu har adgang til, så havde vi ifm. høringsrunderne på både Tillæg 6 og det tidligere Tillæg 4 gjort kraftig indsigelse. 


Som det fremgår af ovenstående gennemgang har vi været efterladt med et generelt indtryk af, at der vil blive tale om træer af medium størrelse op til 6-7 meter når fuldt udvoksede.

Humlebys indstilling er, at træer af de typer, som er plantet i Vesten for Humlen og som forventes plantet i Østen for Humlen på ingen måde er et passende trævalg på så begrænsede arealer og så tæt på lav bebyggelse på grund af disse træers voldsomme omfang og højde. Når træerne er groet til, vil både eksisterende og ny bebyggelse blive ramt af voldsomme skyggevirkninger. 

Vores oplevelse er således, at høringen ifm. Tillæg 4 og 6 ikke har været fyldestgørende med baggrund i de manglende og i flere sammenhænge direkte misvisende informationer vedrørende erstatningstræernes type, placering og højde. F.eks. beskriver byggetilladsen, at der skal være 5 erstatningstræer i Vesten for Humle. Der er nu plantet 9 erstatningstræer.

Humleby har ikke haft mulighed for at komme med indvendinger overfor dette på trods af, at vi er part i sagen. Ombudsmanden skriver bl.a. at en nabo kan “…gøre krav på at være part i en byggesag hvis byggeriet vil udsætte naboen for konkrete, væsentlige gener.” Det er vores klare opfattelse, at den valgte beplantning for Vesten for Humle og den kommende for Østen for Humle vil have “konkrete, væsentlige gener” for både eksisterende og kommende bygninger. 

Vi anmoder derfor om, at der afholdes en høring med henblik på at finde en mere passende løsning ift. erstatningstræerne herunder deres type, antal og placering på Carlsberg Byens område.

Vi er store tilhængere af begrønning af arealerne – og af træer – men kun i passende højder og størrelser. Vi henviser i øvrigt til Københavns Kommunes Træpolitik side 15, princip 15: “…vælge træart ud fra den kontekst og sammenhæng et træ skal indgå i, for eksempel at understøtte den arkitektoniske helhed.” Vi oplever på ingen måde, at der i indretningen af Vesten og Østen for Humle bliver levet op til dette.

Vi stiller naturligvis gerne op til et møde for uddybning af ovenstående. 

Pva. Husejerforeningen Humleby

Per Skovgaard Andersen, formand for husejerforeningens bestyrelse
Peter Holst, formand for Humlebys Carlsberg Byen udvalg
Jens Lauritsen, medlem af bestyrelsen