Küchlersgade

Kuchler
Som de andre guldalder-malere rejste også Albert Küchler til Rom. Men han ikke bare blev der og lod sig opsluge af byens kunst og folkeliv – for Küchler blev Rom efterhånden først og fremmest kristenhedens og katolicismens by, og som 41-årig konverterede han, og få år senere tog han det næste skridt og lod sig optage i franciskaner-ordenen og blev FRA PIETRO, stadig dog som flittig maler, blot nu udelukkende med religiøse motiver.

Han blev født i 1803 i København. Han var søn af en fattig snedker, kom som 12-årig dreng i snedkerlære og begyndte samtidig at tegne på Kunstakademiet, og da han havde vundet nogle sølvmedaljer, blev han privatelev hos selveste Eckersberg. Finhed og ynde og udpræget skønhedssans skal have udmærket også hans mange tidlige arbejder, men når hans motiver er religiøse, skyldes det på dette tidspunkt ikke nogen erklæret tro. Snarere synes han i de første mange år at have været religiøs indifferent

Det er han også da han i 1831, efter at have vundet guldmedaljen og det tilhørende rejselegat bosætter sig i Rom og bliver en del af det muntre og livfulde danske kunstnermiljø. Det er således naturligt at han figurerer på begge de to kendte afbildninger af dette kunstnerliv, hvoraf vi tidligere (i forbindelse med artiklen om Ernst Meyer) har vistD.C.Bluncks “Danske Kunstnere i Osteriet i Trastevere” med Thorvaldsen som hovedperson, og denne gang bringer Constantin Hansens ligeså berømte “Et selskab af danske kunstnere i Rom” fra 1937. Küchler står med sin lange pibe længst ude på altanen, også her anbragt i centrum og alligevel lidt udenfor – et afholdt, indflydelsesrigt, men diskret medlem af kollektivet.

ConstantinHansen_danske_Kuchler
Danske kunstnere i Rom
I denne periode maler Küchler (som Ernst Meyer) genre-billeder: levende og følsomme billeder af små piger og drenge og bedstemødre, fædre og mødre, og soldater og jægere og værtshusholdere i hverdagsagtige situationer. Det er stemningsfulde billeder, elskværdige og med stor skønshedssans, som bliver meget populære hos publikum – og det er med stor beklagelse at vi ikke har kunnet fremskaffe nogle til fremvisning her i dette nummer af Nabo. – Men samtidig med at Küchler i et lykkeligt samliv omgås sine danske nydelsesprægede og verdsligt indstillede kunstkammerater, drages han mere og mere af en tysk kunstnercirkel, som er udpræget religiøst og katolsk indstillet. De kalder sig“Nazarenerne”, og plæderer for middelalderens og den tidlige renaissances kunstsyn: at kunsten naturligvis skal stille sig i en højere sags tjeneste og afspejle en højere åndelig virkelighed. Det er under indtryk af dem, og til hans lystige venners bestyrtelse, at han i 1844, 41 år gammel, konverterer til katolicismen. Og bestyrtelsen bliver ikke mindre da han 7 år senere beslutter sig for at blive franciskanermunk.

Han får bolig i Bonaventura-klostret (som rutinerede Roma-farere måske kender; det ligger til venstre når man begynder opstigningen til Palatinerhøjen og kejserpaladsernes ruiner). Her fortsætter han sit kunstnerliv, men nu under radikalt forandrede former og med nyt indhold. Et stort værelse bliver indrettet til ham som atelier, og her maler og kopierer han religiøse billeder, især altertavler, som sælges som indtægtskilde for klostret og finder vej til mange lande, især Sydamerika! Til hans oprindelige hjemland, det protestantiske Danmark, når i hvert fald to af hans arbejder, til trods for deres tydelige katolske præg. Én altertavle sidder i Ballerup kirke og en anden i Esbønderup nord for Grib Skov: Marias bebudelse, et meget anvendt katolsk motiv: englen der kommer til Maria og fortæller den unge pige at hun skal blive mor til verdens frelser. Ved nærmere granskning (i hvert fald af originalen i farver) et glimrende billede: blidt og blødt som alt af Küchler og med en klar og symbolsk komposition: to sfærer i billedet, den jordiske til højre, med Maria, med den menneskeskabte natur og Marias modtagende hænder, og den himmelske til venstre, med englen, Guds natur, helligånds-duen og de velsignende hænder. Et sjældent billede i det protestantiske Norden.

I Bonaventura-klostret modtager Küchler mange besøgende. Kong Christian d.8 dukker incognito op i munkecellen, og H.C.Andersen er der adskillige gange. Han kender ham fra tidligere rejser. I 1833 har Küchler malet det berømte portræt af H.C.Andersen, en billede Andersen er yderst tilfreds med, ligesom han er yderst tilfreds med den sympatiske Küchler.

Kuchler-HCA
Küchlers portræt af H.C.Andersen
Men nu er han stærkt ambivalent i sine meninger om sin gamle vens nye liv. I selvbiografien “Mit Livs Eventyr”, som udkommer i 1855, skriver han: “Da jeg flere år efter, anden gang kom til Rom, var ungdomssindet borte hos Küchler, kun enkelte gange slog lunet lidt op, og i 1841, da jeg tredje gang kom til Rom, var han blevet katolik, malede kun altertavler og fromme billeder. Nu, som vi véd, blev han for et par siden indviet af Pius d.IX til tiggermunk og drog således barfodet gennem Tyskland og til et fattigt kloster, ikke længere maleren Albert Küchler, men franciskaneren Pietro di Sante Pio. Gud give ham der den fred og lykke, han vistnok, misforstående den alkærlige Gud, på en forvildet vej søger og – vil finde”

Rejsen gennem Tyskland hentyder til at Küchler en kort tid opholder sig i et kloster i Schlesien, men af helbredsmæssige grunde får han lov til at vende tilbage til sit kære (og varme) Rom. Her træffer Andersen ham nok engang på en ny Italiensrejse i 1861, og nu lyder der i dagbogen andre toner: “To unge munke viste os med megen venlighed om og søgte ham. Vi var i haven, i klostrets stuer og til sidst helt øverst oppe at se udsigten, der var mageløs dejlig ud over Rom og Campagnien til alle sider… Da vi vilde gå, kom Küchler, han omfavnede og kyssede mig, så glad og rødmosset ud, førte os igen op i sit Atelier, hvor vi længe sad og talte, og da jeg var så glad ved udsigten, sagde han: ja, ikke sandt, her er godt at være, borte fra alt derude!.. Han bad os komme en eftermiddag før Ave Maria og se i smuk solnedgang omegnen fra klostret. Hans øjne lyste så glade, så ærlige. Han syntes lykkelig. Jeg følte mig underligt bevæget ved denne omskiftelse i hans ydre liv…”

I Bonaventura klostret lever Küchler et langt liv, med økonomisk støtte fra Rigsdagen i Danmark, hvor han ikke er glemt. Han bliver en gammel mand: næsten 83 år, og dør den 16. februar 1886.

Verner Tholsgaard og Steffen Støvring

LITTERATUR:
* Salomonsenskonversationsleksikon, bd.15
* Folk og minder fra Nordsjælland, julen 96
* Med Arne Falk Rønne til Rom
* Topsøe-Jensen: H.C.Andersens Rom

Læs også Küchler i Rom af Nikolai Bøgh. Bøgh mødtes mange gange med den gamle munk og tegner et levende portræt af ham.

– stillet til rådighed af Per Saugbjerg, Küchlersgade 1.

 

Skriv en kommentar