Jerichausgade

Jens Adolf Jerichau blev født i Assens d.17.april 1816. Hans far var en flittig snedker, der senere slog sig op som købmand. Selv var han som faderen sart og svagelig, en lille skaldet dreng der dog efterhånden voksede sig til en vis robusthed gennem fysisk aktivitet med kammeraterne i Assens’ friske søluft.

Meget tidligt røber han et stort tegnetalet, kommer som 14-årig i lære hos en malermester i Odense, hvis underlegenhed Jens Adolf snart gennemskuer, og året efter, i 1831, rømmer han pladsen, kommer til København og bliver, 15 år gammel, elev på Kunstakademiet. Han vinder stor anerkendelse som tegner, men det kniber med at slå igennem som det han egentlig vil være: maler, og i 1836 træffer han sit valg og kommer ind på Freunds atelier som billedhugger. Han løber imidlertid ind i store indre og ydre vanskeligheder, svinger mellem overstadig lystighed, forceret energiudfoldelse, og dorskhed og passivitet, føler sig elendig og kommer også til at mangle kunstautorieternes anerkendelse. Endnu engang rømmer han af pladsen. Han vil til Rom og her vil man få at høre fra ham, “enten som stor kunstner eller som en stor røver!” En ældre velynder og beundrer, frk. Preetzmann, giver afkald på sin egen rejse for i stedet at støtte det unge geni i at kunne drage af sted. Og det bliver på fregatten “ROTA”, skibet der skal til Italien for at hente selveste Thorvaldsen hjem til Danmark.

I Rom bliver Jerichau modtaget af Thorvaldsen med åbne arme. Jerichau tilegner sig mesterens og antikkens hele skønheds-univers og evne til at tegne og forme figurer der sidder smukt, står smukt, går smukt og draperer sig smukt og harmonisk – “De vil engang indtage min plads!” siger Thorvaldsen begejstret til den unge Jerichau.

 

Jerichau-HerculesHebe Jerichau-panter-jægeren

En kolossal skulptur “Herkules og Hebe” vækker positiv opsigt i Rom, og ryet herom når også til Købæhavn, hvor Christian den Ottende, der længe har været en stor beundrer at Jerichau, bestiller en marmorkopi, som opstilles på Christiansborg (den reddes i øvrigt ved den store slotsbrand og kan også i dag beses på Christiansborg!).

Med “Panterjægeren” anslår Jerichaus nye selvstændige og dramatiske toner. Thorvaldsen er død kort forinden (1844). Jerichau anses i mange kredse som den eneste naturlige arvtager. Han synes at ville få sit endegyldige gennembrud som genial og egenartet kunstner ….

I stedet melder sig hans første store livskrise, Han passer overhovedet ikke ind i forhold til den nationale begejstringsrus som melder sig i disse år, Selv forholdet til ungdomsvennen Lundbye, som har været meget intenst, ødelægges fordi Jerichau udtrykker foragt og had overfor den nationalisme som han mener bare udtrykker ensidighed og indskrænkethed. Og kunstens nestor hjemme i Danmark, den meget nationale Høyen, ser af samme grund med stor reservation på Jerichaus evner. Økonomiske vanskeligheder tåmer sig op. Og samtidig rammes han at både alvorlige sygdomme (bl.a. tyfus) og store psykiske konflikter.

 

Jerichau
Jerichau, malet af Elisabeth Jerichau Baumann
Det er i denne udsatte position, han møder den unge polske malerinde, Elisabeth Baumann. Hun forbavses over hans sygelige fremtoning – hun har netop dybt fascineret set Panterjægeren – men fornemmer også dybderne i Jerichaus sind og forelsker sig hæmningsløst. Han på sin side betages voldsomt af hendes sanselighed og udadvendthed.

E-Jerichau
Elisabeth Baumann Jerichau
Det kunne straks være blevet den store lykke, men den fortvivlede og tungsindige Jerichau er ikke sådan at samle op. H.C. Andersen, som har lært ham at kende i Rom skriver hjem til kunstmæcenen Collin i Danmark: “Dette det betydeligste geni blandt billedhuggere må for vor nationalæres skyld hjælpes, og det skal være snart! Thi han må hjem og helbredes ved søbade.”

Sommeren 1846 tilbringer han hos sin moder i sin barndoms by Assens, Og Elisabeth er med ham – og maler ham, det billede som er sat i spidsen at denne artikel, et maleri i kæmpeformat, som findes på Kunstmuseet. Han kommer sig, og tilbage i Rom senere på året begynder den kunstneriske skaberkraft for alvor at ytre sig Han har bevæget sig ganske ud af det thorvaldsenske harmoniske univers og ind i et “gotisk”, hvor han nu udtrykker sit eget inderste væsen, som er fuld af længsler og religiøsitet og kvindelig blidhed. Han skaber i de følgende år en række mesterværker: “Adam og Eva før syndefaldet”, “Leda med svanen”, “En sovende høstpige”, og – “Kong David”. Den sidstnævnte står foran Frue Kirke, skildret som en poet og en drømmer, Som pendant står Bissens djærve og rnagtfulde Moses! En stor mængde af de øvrige kan ses i Glyptotekets glimrende samling.

Allerede i 1848 er han vendt tilbage til Danmark, nu som professor ved akademiet. 33 år gammel. Hvad mere kunne han ønske sig? Men han synes den egentlige officielle anerkendelse mangler. Bortset fra David modtager han ingen store bestillinger. De går allesammen til den nationalsindede Bissen. Og hans sarte og nærtagende sind tager overhånd. Langsomt, men sikkert mister han modet, og hans skaberkraft udtømmes. Eller også forvandles den. I sin begyndende alderdom foretager han sin tredje rømning. Han rejser fra byen, slår sig ned langt ude på landet, ved Jægerspris, hvor han køber sig en bondegård. Her vil han leve som “en kunstens eneboer, der grubler over renheden og enkeltheden, stilheden og evigheden”. Elisabeth Jerichau Baumann, hans elskede kone, som er af en ganske anderledes natur, søger at ruske op i ham: “‘Tro mig”, skriver hun til ham, “denne unaturlige afsondrethed er din ruin, dine interesser er kunstlede, et surrogat, de er at ligne med bjørnens sugen på lappen.” Men Jerichau er ikke til at rokke. Han har søgt at indfange livets inderste skønhed, mens han forsøgte sig midt i tumulten. Nu vil han udtrykke den ude i ensomheden, hvor han vil plante og luge og grave og anlægge veje, og ind imellem også tegne og modellere: børn og dyr, især dyr, og især får og geder. “Jeg ynder ikke statuer, hvor jeg kan se på blomster og træer”, udtaler han.

Elisabeth dør først, i 1881, og det er en sorg for ham. De havde respekteret, beundret og opmuntret hinandens kunstneriske virke. Men de havde aldrig kunnet nå hinanden menneskeligt. Hun var til selskabelighed, hvor han var til ensomhed. Når han sank ind i sig selv, bevægede hun sig ud i verden, til London, Paris, Athen, Mellemøsten – og malede et væld af portrætter Og genrebilleder. Et af den kendteste portrætter er af Johanne Louise Heiberg, som var en yndet gæst ved fru Jerichaus musikalske soireer.

Baumann-Heiberg
Johanne Louise Heiberg

Til trods for at hun virkelig forsøgte at indleve sig i sin gemals vanskelige sind, kunne hun ikke nå ham. Og til trods for at hun forsøgte at være så dansk som nogen: malede danske bønderbørn på danske marker, malede det allegoriske billede “Danmark”, skrev bøger på dansk og dyrkede det danske sprog, så blev hun slet ikke anerkendt i de toneangivende nationale kredse. Hun døde i 1881. Hendes mand i 1883. De ligger begge begravet på Fasan kirkegården ved Fasanvej.

Sønnerne Harald og Holger blev glimrende landskabsmalere, og en sønnesøn som blev opkaldt efter farfaderen, vil måske på længere sigt blive betragtet som den betydeligste i denne kunstneriske familie, J A Jerichau Juniors ekspressionistiske kunst er unik, og hans tragiske livshistone er bevægende. Men den skal ikke fortælles her.

Verner Tholsgaard og Steffen Støvring

LITTERATUR:
* Salomonsens konversationsleksikon bd 12
* Sophus Michaelis: Billedhuggeren J.A Jerichau (en meget velskreven og indsigtsfuld bog!)

3 kommentarer til “Jerichausgade

  1. Min far, Erik Helmer Andersen, blev født i Jerichausgade 47 i 1914 og far voksede op i gaden, boede der også som voksen i nogle år, inden far, i ca 1953 54 kom til Århus.Min fars far, Niels Frederik Andersen, var staldmester og kusk på Carlsberg

Skriv en kommentar