Freundsgade

Hermann Ernst Freund var en strålende kunstner, som kom til at stå i skyggen af sin mester, Thorvaldsen. Men selv om Thorvaldsen måske ikke var ganske uskyldig i de nederlag, Freund oplevede, var skurken en anden. Hvilket vi vender tilbage til.

Freund blev født i 1786 i en lille by udenfor Bremen var altså tysker i sit livs begyndelse, men allerede som 17-årig sender faderen ham til København, til morbroderen, hvor han bliver uddannet som smed, men også bliver en dygtig gravør og stempelskærer. Ved Københavns bombardement i 1807 er han i forsvarsfronten som dansk soldat og artillerist, føler sig som dansk, lærer sig dansk og får dansk indfødsret i 1811.

Samtidig er han påbegyndt sin uddannelse som billedhugger ved Kunstakademiet, med store ambitioner, og det kommer til at koste ham dyrt. Møntdirektøren professor Warberg begriber ikke, at Freund ikke stiller sig tilfreds med de sikre rutinearbejder, som han tilbyder ham. Og da selveste C.F.Hansen, tidens stjernearkitekt, som netop har fået til opgave at genopbygge såvel det nedbrændte Christiansborg som den sønderbombede Domkirke, og som mangler solide håndværkere til de store arbejder, tilbyder ham at blive hans stukatør, afslår Freund stilfærdigt, men bestemt. Hermed er bygmesteren afgørende såret i sin stolthed og herskertrang. Han udøser sin hån over unge Freund og slutter med ordene: “Når De nogle gange har døjet af sult og i den tilstand har overvejet sagen nøjere, kan De jo komme igen, og vi kan da tale nærmere derom”

Det var den uvilje som C.F. Hansen ved den lejlighed får overfor Freund, der et helt årti senere (gammel forurettelse glemmes sent) er hovedårsag til Freunds første og største kunstneriske skuffelse og kommer til at belaste hans forhold til faderfiguren Thorvaldsen. I 1818 er han rejst til Rom og er blevet modtaget med åbne arme af verdenskunstneren. Han bliver hans elev og medhjælper i forreste række i det store atelier. Han udfører sine første større værker, støttet og opildnet af Thorvaldsen, og gør sig så i øvrigt klar til den kæmpeopgave, som han har fået med sig fra København: fremstillingen af de 12 apostle, som skal opstilles i Hansens nyklassicistiske domkirke. Han er i fuld gang med opgaven (som han godtroende ikke har fået en skriftlig bekræftelse på) og har allerede udført én af figurerne (Thaddæus) i fuldt format, da Thorvaldsen i 1819-20 rejser til København. Og mens Freund “tro som en lænkehund” (hans eget udtryk) passer atelieret i Rom, ser C.F.Hansen sit snit til at overdrage den smigrende apostelbestilling til Thorvaldsen, som får en elendig samvittighed og gør alt for at skaffe sin tro væbner “hjemme i Rom” nogle erstatningsbestillinger.

Sonne-thorvaldsen-møder-freud
Freund modtager Thorvaldsen
For Freund er det den helt store nedtur, men han reagerer med tavshed og går i gang med de nye opgaver: de fire evangelister til Slotskirken. Her behandles han imidlertid også skammeligt af Den kgl. Bygningskommission, alias C.F.Hansen:

En enkelt af figurerne, Lukas, bliver helt færdiggjort og sendt til København, men der kan ikke være tale om forskudsbetaling, før alle er udført, og under henvisning hertil sættes Lukas så i øvrigt i magasin i kælderen!

Freund reagerer igen med tavshed: hans idealisme og indre stræben er simpelthen for fornem (eller sart) til at ville reagere på intriger og ydre krænkelser. Og heldigvis får han også støtte og opmuntring fra anden indflydelssesrig side. Prinsen, den senere Christian den Ottende, besøger ham og deler sin kunstinteresse med ham og lægger senere et godt ord ind for ham i København. Og guldalderalderens grå eminence, rentemester Jonas Collin sporer ham ind på et for billedhuggerkunsten helt nyt område: Den nordiske mytologiog sender ham til inspiration såvel “Den ældre Edda” som Oehlenschlägers “Nordens Guder”. Og Freund lader sig inspirere. Han går i gang med at udforme figurerne LOKE og THOR og ODIN, og gør sig klar til det der skulle blive hans mesterværk: RAGNAROK-FRISEN.

Humøret stiger. Han skriver til sin broder: “Den tid jeg har været her, har jeg så godt som krøbet på alle fire, men i den senere tid har jeg begyndt at rejse mig og stå på mine egne ben og se mig om efter andre og blive set…”

Med Collins mellemkomst overtales C.F.Hansen til at give plads for en frise fra Freunds hånd, der vil skildre alle skikkelser i den nordiske mytologi i en myldrende og dramatisk fortælling. Dog – selvfølgelig – bliver det ikke som Freund kunne ønske det. Faktisk bliver arbejdets omfang beskåret til en femtedel (!), og temaet indskrænket til at omhandle gudernes undergang, Ragnarok. (Og kunstværket som i Bissens færdiggørelse efter Freunds død kom til at pryde det nye Christiansborg, gik i øvrigt selv under, ved den næste slotsbrand i 1884).

I 1828, efter 10 år i Rom, sætter Freund kursen mod Danmark. Sammen med vennen Bissen havde han gennemvandret Italien. Nu vandrer han nordpå, over Paris og München og Berlin – et helt år tager det – til København. Her venter et professorat og en embedsbolig, Materialgården i Frederiksholms kanal, som han i de følgende år indretter, uden pragt og luksus, men i overdådig skønhed, med farvede vægge og egenkonstruerede dekorerede møbler, altsammen i pompejansk stil, et arbejde der senere direkte skulle inspirere indretningen af Thorvaldsens museum.

Men kræfterne er taget af. Turen op gennem Europa har tæret på helbredet. Hans ægteskab med kusinen Amalie Elisabeth von Würden er lykkeligt, og han får mange flere værker fra hånden: relieffer, figurer, buster. Han er også yderst aktiv omkring arbejdet for at få skabt et museum for Thorvaldsen, som det lykkes at genetablere et godt forhold til. I 1838 vender den store mester sejlende hjem til Danmark og modtages som en triumfator. På den berømte frise på museets ydervægge har Jørgen Sonne skildret landgangen: Collin og andre notabiliteter er i forreste linie med hånden rakt frem, men allerforrest kommer disciplen og vennen Freund, som lægger an til en sønlig omfavnelse.

To år senere, den 30. juni 1840 dør Freund af et hjertetilfælde. Sorgen blandt vennerne er stor. Eftermælet er fornemt: “ubestikkelig”, “grundærlig”, “mandig i tænkemåde og vandel”. Indflydelsen på en ny generation af malere og billedkunstnere, som bevæger sig ud af Eckersbergs og Thorvaldsens klassicisme, er mere end betydelig.

Vil man efterforske hans værker, så kan man f.eks på Glyptoteket finde busterne af vennerne Ingemann og C.A.Jensen, og figurerne: Odin og Loke og Thor. Her finder man også en reproduktion af dele af Ragnarok-frisen.

Domkirken blev der plads til et reliefportræt af biskop Münter. – På Kunstmuseet står busten af “arvefjenden” C.F.Hansen, som ser så fæl ud at man tænker der er tale om en hævnakt, men efter kenderes udsagn er der tværtimod tale om en meget velvillig og behersket fremstilling af den berømte arkitekt og bygningsinspektør. Og apropos ham, så erSlotskirken jo netop blevet genåbnet efter den allerseneste brand og restaurering. Foreløbig er denne dronningens kirke kun åben indtil september (mens Domkirken istandsættes). Men vil du se Evangelisten Lukas og fornemme tyngden og virkeligheden og fornemheden i dette arbejde, så er der gudstjeneste hver søndag kl. 10 og kl.17, og morgenandagt hver morgen kl.8.10. Han står lige til venstre for indgangen. Samtidig kan du så nyde et af Hansens storværker, selve kirkerummet!

Kongens Have står skulpturen Drengen på svanen. Bakkehusets have her i det lokale område findes Mindestenen for Kamma og Knud Lyhne Rahbeck. På Frederiksborg museum og Kunstindustrimuseet kan man se dele af det epokeskabende, pompejanske møbelsæt fra Materialgården.

God fornøjelse!

Verner Tholsgaard og Steffen Støvring.

LITTERATUR:
* Salmonsens Konversationsleksikon bd.
* Ny dansk kunsthistorie bd. 3
* Scavenius: Guldalderhistorier
* Nørregård-Nielsen: Dansk Kunst Biografier
* Julius Lange: Udvalgte skrifter
* Victor Freund: Hermann Ernst Freunds levned

Skriv en kommentar