Beboermøde vedr. Carlsberg Byen & Humleby

Hvad tænker du om Carlsberg Byens planer?

Carlsberg Byen barsler med udkast til “Tillæg nr. 4 til lokalplan nr. 432 Carlsberg II”, som berører de områder af Carlsberg Byen, der ligger op ad Humlebyen samt Ny Carlsberg Vej. Det udkast, vi har fået adgang til, indeholder en række tiltag, som kommer til at påvirke Humlebyen markant:

  • Besøgscenter med adgang for busser via Vesterfælledvej / Ny Carlsberg Vej
  • 1500 m2 dagligvarebutik, hvor den store parkeringsplads ligger – også med adgang fra Ny Carlsberg Vej
  • Asfaltering og andre ændringer af Ny Carlsberg Vej
  • Nedlæggelse af Humlebys legeplads og boldbane
  • Åbning af Carstensgade og Küchlersgade ud mod Carlsberg Byen

Hvordan drømmer du om, at Carlsberg Byen og Humlebyen skal hænge sammen? Hvordan får vi gehør for vores ønsker til Carlberg Byen og hos Københavns Kommune?

Det skal vi diskutere på beboermøde, hvor Husejerforeningens bestyrelse vil være vært:

Mandag d. 3. februar kl. 19.00 i Idrætshallen, Ny Carlsberg Vej.

Du kan også give dine meninger og idéer til kende på vores forum: https://humleby.dk/carlsberg-byen/carlsberg-byens-forum/

Vær opmærksom på uvedkommende personer i kvarteret

Modtaget fra Marianne Kjems, CA11:

Jeg blev torsdag d. 19/12 ved 17 tiden bestjålet i vores eget hjem: Ca11. Mens jeg sad på 1.sal, har en person været inde i stueetagen (Jeg må helt undtagelsesvis have glemt at låse hoveddøren!) og i gangen stjålet min brune ruskinds arbejdstaske med bl.a pung, en Ipad, et fotoapparat, en arbejdsmappe + en bærbar PC

Tyveriet foregik 15-30 min. efter jeg kom hjem fra arbejde – og jeg antager, at vedkommende har holdt øje med mig og registreret, at jeg gik på første sal og derfor ment, at det var nogenlunde risikofrit at undersøge huset nærmere. Jeg kan også efterfølgende huske at jeg hørte en lyd, men reagerede desværre ikke på den…

Hvis nogen har set nogen af de savnede dele – evt. smidt ind i en have, hører jeg naturligvis gerne om det.

Jeg har i begyndelsen af denne uge 2 gange registeret en 20-22 årig ung ukendt fyr slentre rygende op ad Carstengade tilsyneladende uden mål – men uden da at tænke nærmere over det, før bagefter. Om han har noget med tyveriet at gøre, ved jeg ikke, men vil alligevel opfordre alle til at være opmærksom , låse døren og evt spørge ukendte personer, om de søger nogen. Et tiltag , vi i Humleby tidligere har gjort brug af, når der har været tyverier.

Venlig hilsen – og god jul
Marianne Kjems, Ca 11

Carlsberg parkeringslicenser 2014

OBS: Husk deadline = 15. december 2013

Så nærmer tiden sig, hvor der kan købes nye parkeringslicenser til Carlsberg-området gældende for 2014.

Såfremt du ønsker en eller flere licenser, skal du indbetale 500 kr. pr. licens til reg. nr.7681 – konto nr. 1254770.

VIGTIGT: Husk at anføre gade, husnummer og navn på indbetalingen. Indbetalingen skal være registreret senest den 15. december 2013

Du skal endvidere sende en mail til: parkering@humleby.dk når indbetalingen er foretaget

Vedr. skader efter stormen d. 5. december

Så var der igen storm over Danmark og heller ikke denne gang gik Humleby fri.

Er der i forbindelse med stormen d. 5. december sket skader på dit hus – f.eks. skader på taget – skal du være opmærksom på, at dette er dækket af vores fælles husforsikring.

Da der er tale om en skade, der omfatter flere husstande, beder Gjensidige os om at opgøre alle de individuelle husskader under een skadesanmeldelse. Skaden er allerede oprettet og har fået skadenummer 3366973-43.

For at få lavet skaderne smidigt og hurtigt beder bestyrelsen om at den enkelte husejer der har konstateret skader på sit hus tager kontakt til Gjensidige og anmelder skaden på telefon 77 32 54 69. Herefter tager husejer kontakt til håndværker for at træffe aftale om udbedring. Bestyrelsen har truffet aftale med Gjensidige om at benytte Byggeselskabet Maj ved Bjarne Ørbekker (telefon 40 51 09 83). Det er aftalt, at han inden udbedring selv indhenter godkendelse fra Gjensidige baseret på et overslag over omkostningen. Byggeselskabet Maj fakturerer herefter Gjensidige direkte.

Det er vigtigt, at ingen dækningsberettiget udbedring foretages uden Gjensidiges forhåndsgodkendelse.

Desuden beder vi om, at man meddeler til bestyrelsen via e-mail forsikring@humleby.dk, at skaden er anmeldt, så vi har et overblik.