Carstensgade

Det er ikke i danske kunsthistorier og leksika, man skal lede efter stof om Asmus Jacob Carstens. Her er han en parentes, selv om hans rødder er danske. Han forlod Danmark som 29-årig og vendte ikke tilbage. I tysk kunsthistorie derimod har han en fremtrædende plads, selv om han også under stor tumult vendte dette land ryggen. Han lod sig ikke binde af institutioner eller nationer. Hans liv og storslåede talent “tilhørte menneskeheden”, som han selv udtrykte det i en tilspidset situation. Hvilket vi vender tilbage til.

Med Carstens er vi længere tilbage i historien end med de øvrige kunstnere bag Humlebys gadenavne. Vi er før Thorvaldsen, og det er netop som den store inspirator afThorvaldsen, at han har fået plads i vores kvarter.

Han er født i l754 i Sankt Jürgen lidt udenfor Slesvig by, søn af en fattig møller, og fattigdommen tager til, da faderen dør. Den kunstnerisk begavede dreng tegner mennesker og dyr, når han kan komme til det, og i Slesvig domkirke er han åndeløs, da han ser de vældige (i øvrigt ikke særligt vellykkede) billeder af Jurian Ovens. Længslen efter selv at blive kunstner er stor, og udsigterne tilsvarende små. Han kommer i lære som vintapper, men heldigvis er vinhandleren og hans kone dannede og velvillige folk, i besiddelse af både en kunstsamling og et righoldigt bibliotek. Unge Asmus Jacob suger indtrykkene til sig og møder – som åbenbaringer – både de store renæssance-kunstnere og Winckelmans værk om den klassiske græske kunst. Af møjsommeligt opsparede midler køber han sig fri af sine sidste læreår og det hårde fysiske slid, og i 1774 ankommer han, 20 år gammel, til København for at studere ved Kunstakademiet.

Han bliver her en meget selvstændig studerende: Han afviser “med ubehag” den almindelige undervisning, vil ikke bare sidde og kopiere – Abildgaards tegninger eller nøgenmodeller eller gipsmodeller af hænder og fødder. Han vil indoptage store værker i sin sjæl og forestillingsevne og derudfra selv skabe! Helt på egen hånd studerer han de store mesters værker som flittig gæst i Den kongelige Malerisamling og Akademiets Antikgalleri. Han deltager i Akademiets store konkurrence, men vinder “kun” sølvmedaljen og ikke guldet og det medfølgende rejselegat til kunstens mekka: Rom. Han afviser udmærkelsen, bliver bortvist, men har sparet en del midler op som flittig portrættegner og kan derfor på egen hånd rejse sydpå, sammen med sin broder og en ven. Til fods (!) når de til Nürnberg, rejser videre med postdiligencen til Mantua, hvor han “med hellig gysen” studerer Guilio Romanos fresker, og videre til Milano, hvor Leonardos nadverbillede ikke gør mindre indtryk. Men pengene slipper op, og “med bedrøvet hjerte, uden at se hverken Firenze eller Rom” må han vende om.

Der følger nu nogle år, hvor han i bogstavelig forstand lever af vand og brød, og det er først i 1790, 36 år gammel, at han i Berlin oplever et offentligt gennembrud. Han bliver sågar tilbudt stillingen som professor ved Berlins Akademi, som han tager imod, i håb om at det kan blive vejen til Rom. Og det bliver det . I 1792 giver en velynder ham det økonomiske grundlag for en toårig orlov og et rejsestipendium. Igen går rejsen sydpå. Han oplever på rejsen med uformindsket entusiasme værker af Dürer, af Holbein, af alle kunstskattene i Firenze – og når endelig frem til drømmenes mål: Rom, hvor alt er overvældende, men især Michelangelo og Rafael, og hvor hans egen kunstneriske skaberevne for alvor kommer til udtryk.

Men han får kun yderligere 6 år at leve i. Hans helbred er elendigt, og det bliver ikke bedre af, at hans kompromisløshed bringer ham ud i opslidende konflikter. Da hans rejselegat og orlov efter et års forlængelse er endegyldigt udløbet, afviser han at vende tilbage til sin professorstol i Berlin, hvilket naturligt nok udløser en bitter strid med de tyske velyndere. Og også mange af kollegerne i den store kunstnerkoloni føler sig udfordret af hans kompromis-løshed, som viser sig såvel i hans væsen som i hans handlinger, meninger og værk. I 1798, den 25. Maj, er han slidt op. Men han har også efterladt sig beundrere, hvoraf en er den unge dansker, der året forinden er ankommet til Rom: Bertel Thorvaldsen. Han bliver også hans personlige ven, våger over ham i den sidste tid og er med som en af de få, da ligtoget begiver sig til den protestantiske kirkegård i Rom. Her ligger Carstens begravet og her kan man i dag se det monument, som langt senere, blev rejst for ham.

*****

Det er som tegner Carstens er stor, både i sig selv og som inspirator, for Thorvaldsen og en lang række andre senere kunstnere. Hans kompositoriske evner og sans for linieføringer og kontraster er enestående, hans dramatiske talent og udtryksevne vidner om, at han som få har studeret og tilegnet sig de store renæssance-mestre, i særdeleshed Rafael og Michelangelo – en arv som han i årene før sin død samlede op for at udtrykke sit eget budskab.

Carstens-den-gyldne
Få år efter den alt for tidlige død samler selveste Goethe gennem sin bibliotekar, Carl Ludvig Fernow, som var Carstens ven og kampfælle, de betydeligste dele af Carstens værker i Weimar. Han giver i den forbindelse følgende skudsmål: “Carstens var den mest tænksomme og stræbsomme af alle de kunstnere, som på den tid opholdt sig i Rom – et åbent menneske, elskelig, troskyldig, fordringsløs, og i det ydre usædvanlig jævn og ligefrem…”.

Denne beskedenhed svarede til en stor stolthed og selvbevidsthed. Og der var i høj grad noget, han ville udtrykke. Han var bl.a. gennem Fernow under stærk indflydelse af tidens progressive ideer: oplysningstidens, Rousseaus og revolutionstidens opgør med den autoritære undertrykkelse og troen på de menneskelige muligheder for fri udfoldelse. Hans sidste billeder viser det: LYSETS FØDSEL fra 1794, tydeligvis inspireret af Michelangelos berømte loftmaleri i Det Sixtinske Kapel, men hvor Gud her som mand og kvinde (!) bringer lyset ind verden via et lille uspoleret barn. Eller MEGAPENTHES OVERFART fra samme år, hvor den grusomme tyran Megapenthes, “den rige unge vellystning” (Carstens egen kommentar), bliver indskibet på skibet til dødsriget, bagbundet og med den fattige, misdannede skomager Micyllus siddende på skuldrene. Eller: DEN GYLDNE TIDSALDER fra 1797 (senere kopieret af Thorvaldsen og nu at se på Thorvaldsens Museum), hvor den anarkistiske og utopiske revolutionsdrøm er opfyldt: ingen tvang, intet slidsomt arbejde, ingen herskere, ingen krige, ingen sygdomme og lidelser, men alt i harmoni og skønhed.

Et afsluttende citat kan vise, hvor seriøst og stolt Carstens opfattede sin egen mission som kunstner og menneske. Under opgøret med sine tyske velyndere, som vil have ham tilbage fra Rom skriver han, ikke uden afrundende humor: “I øvrigt må jeg oplyse Deres Excellence om, at jeg ikke tilhører Berliner-Akademiet, men menneske-heden… Jeg har aldrig tænkt mig at lænke mig som livegen til Akademiet. Jeg kan kun uddanne mig her, mellem verdens bedste kunstværker. Jeg lader alle materielle fordele fare og foretrækker en usikker fremtid og måske en sygdomsramt og hjælpeløs alderdom for at kunne opfylde min kunstneriske pligt. Mine talenter er betroet mig af Gud, jeg må være en trofast husholder, så at jeg ikke, når det lyder: gør rede for din husholdning, må sige: Herre, de pund som du betroede mig, har jeg begravet i Berlin!”.

Til næste år, den 25. maj 1998, er det 200 år siden, Carstens døde. Det kan blive spændende at se, om det vil blive markeret i Carstensgade…

Verner Tholsgaard og Steffen Støvring

LITTERATUR:
* Salmonsens konversationsleksikon bd. IV
* Renate Barth m.fl.: “Asmus Jakob Carstens, Goethes Erwerbungen für Weimar”

Skriv en kommentar