Bissensgade

I en hel menneskealder var Herman Vilhelm Bissen den helt dominerende billedhugger i Danmark. I årtierne efter mesteren Thorvaldsens død i 1844 var det naturligt at henvende sig til ham med alle store opgaver, og han besvarede henvendelserne og landsindsamlingerne med imødekommenhed og engagement og utrolig flid og blev derigennem først og fremmest skaberen af en række kendte nationale monumenter i det offentlige gaderum: Landsoldaten i Fredericia,Istedløven, som oprindelig stod i Flensborg, Frederik den Sjette her i vores eget område, ved indgangen til Frederiksberg Have, og udkastet til rytterstatuen på Christiansborg Slotsplads af Frederik den Syvende. For nu blot til indledning at nævne de kendteste – Men skulle fremtrædende skikkelser i tiden portrætteres i marmor eller bronze, var det også Bissen: fru Heiberg (foyeren på det Kgl.teater), Grundtvig og I.C.Jacobsen (Frederiksborg slot), biskopperne Mynster ogMartensen (Frue Plads), Oehlenschläger (foran det Kgl.), H.C.Ørsted (i Ørstedsparken). For nu blot at nævne nogle ganske få af de 150 (!) portrætbuster og -figurer, som det blev til i alt.

At Bissen skulle blive denne fejrede nationale billedhugger og de nationalliberales kunstner-helt, var ikke til at vide, da han blev født i Slesvig by i l798. Moderen var fra en dansktalende egn, men faderen holstener, og hans eget sprog var i de første mange år tysk. Men han blev så dansk som nogen, og under indtryk af kunsthistorikeren Høyens teorier blev han grebet af ideen om at kunsten skulle stilles i nationens (og folkelighedens!) tjeneste. Forældrehjemmet var fattigt, men det blev efterhånden klart at han havde ualmindelige kunstneriske evner. Han var i snedkerlære, men gode venner troede på hans talent og støttede ham økonomisk. Hans kunstneriske selvtillid var imidlertid svag, og det ændredes først da han ved et tilfælde blev opdaget og støttet af selveste kronprinsen, den senere Christian d.8, som var lidenskabeligt optaget af kunst og åbenbart også havde sans for tingene.

På Kunstakademiet i København vinder han i 1819 den store sølvmedalje – som maler, og til konkurrencen to år senere om guldmedaljen udruster han sig til både maleriet og billed-huggerarbejdet. Et banalt uheld: en farvespatel knækker, afgør hans valg: han skal være billedhugger! og han vinder i øvrigt den lille medalje og et medfølgende rejselegat. I 1824 begiver han sig sydpå, over Berlin, Nürnberg og videre (til fods!) sammen med vennen Ernst Meyer til Venezia og Rom, alle kunstneres mål, og stedet hvor Bertel Thorvaldsen netop står på verdensberømmelsens tinde og med et væld af kunstnere beskæftiget i sit store atelier. Tøvende nærmer Bissen sig mesteren, og tøvende tager mesteren Bissens talenter i brug. Det bliver til et intenst samvirke gennem 10 år, hvor Bissen lærer, og Thorvaldsen lader Bissen udføre store arbejder, f.eks. Gutenberg-monumentet i Mainz som han så selv tager æren for, en ikke ualmindelig praksis på denne tid.

Hjemkommen til København i 1834 gifter han sig med sin ungdoms elskede, Emilie Hedvig Møller, som han laver en meget bemærkelsesværdig statue af, på en gang monumental og hverdagsagtig, meget karakteristisk for Bissen (Statens Museum for Kunst). I 1836 får de sammen sønnen Vilhelm, som også blev en berømt billedhugger (Absalon til hest på Højbro Plads, konseilspræsident Hall ved “Humleby-indgangen” til Søndermarken osv. osv.).

Bissen får sin første store bestilling: Ceres- og Bacchusfrisen til Riddersalen i det nybyggede Christiansborg Slot: vild, højtidelig og opsigts-vækkende (desværre gik den, også den, tabt ved Slotsbranden i 1884). Han overtager professoratet ved kunstakademiet efter vennen Freund, der dør i 1840, og efter Thorvaldsens død i 1844 tilkommer der ham pladsen som den absolut dominerende frontfigur i den kunstart, som samtiden regner for den ædleste: billedhuggerkunsten. Hans helbred har været elendigt, men efter et kurophold i en tysk badeby, bliver det til et jernhelbred, der sætter ham i stand til både med tyngde og varme at udfylde pladsen i familie- og vennekredsen og udfolde en skabende flid, som er enestående, mange år frem, og som gennem de mange, mange danske og udenlandske kunstnere, som han nu samler om sig i sit atelier, får betydning vidt omkring.

Han udvikler sin egen stil, mindre lyrisk og med mindre fantasi og ynde end mester Thorvaldsens, men til gengæld mere lidenskabelig og med mere bevægelse og udtryk, og altsammen enkelt, ukrukket og – folkeligt. Hans første store nationale monument bliver til efter treårskrigen, og det bliver ikke en eller anden general til hest, men Den tapre landsoldat med sænket riffel og løftet bøgegren (og i øvrigt et skjult portræt af vennen Lundbye, der faldt i denne krig!).

Bissen_den_tapre-landsoldat
Den tapre Landsoldat
Bissen_Fd6
Frederik den Sjette

Og hans kendteste kongefremstilling, Frederik den Sjette i Frederiksberg Have, viser monarken i almindeligt tøj (uhørt på denne tid), rank og stolt, men også til at komme i nærheden af, den enevældige monark, men folkets ven , den indirekte banebryder for demokratiet. Mere problematisk er det tredje af de store monumenter, Istedløven, som rejses til minde om det sejrrige slag (for danskerne) ved Isted i 1850. Det sker kort før den anden slesvigske krig bryder ud. Den er ment som en æresbevisning overfor 820 faldne danske soldater på Flensborg kirkegård, men bliver samtidig en uhørt provokation overfor de tyske medborgere i Slesvig og Holsten: den knejsende løve der skuer mod syd kort før den ventede krigs udbrud. Og da krigen i 1864 var tabt (af danskerne) blev den som noget af det første revet ned og deponeret i Berlin. Først efter 2. Verdenskrig er den vendt tilbage til Danmark og står nu lettere hengemt nede bag Det kgl. Bibliotek. En evt. flytning drøftes jævnligt. Den er flot og kæmpestor. Går det ikke an i dag at anbringe den på Enghave Plads, for enden af Istedgade (og lidt tættere på Bissensgade!) ?

Bissens værker kan opleves mange steder i det københavnske bybillede. Vi har endnu ikke nævnt Tordenskjold ved Holmens kirke, Moses foran Domkirken,Apollon og Pallas Athene i forhallen i Universitetets hovedbygning, gravmonumentet for Freund på Assistent kirkegård. Der kunne fortsættes længe. Derudover rummer Glyptoteket en enestående samling. Det meste af det er BRYGGERNES FORTJENESTE. Både far og søn var store beundrere af fædrelandets store skulptør og gjorde både store bestillinger og store opkøb af værkerne. Carl fandt også frem til dem. Mange år efter Bissens død, i 1906, støvede han rundt i nogle mørke rum på Christians-borg sammen med billedhuggeren R.S.Malthe og fandt nogle hengemte værker af Bissen. Malthe fortsatte denne søgen.. Jacobsen skriver i sin dagbog: “Et par dage efter gik jeg ned ad Ny Carlsbergvejen og jeg ser flere vognmandslæs komme kørende langsomt op ad bakken. På den forreste vogn sad Malthe ved siden af kusken. Han sad som om han triumferede… vognene vare fulde af statuer, gamle Bissens livsgerning. Jeg kom til at tænke på Mummius´ triumf: et helt erobret Korinth!” – Mummius erobrede og ødelagde den græske oldtidsby Korinth i 146 f.Kr og førte alle kunstskattene til Rom. Carl kunne sine klassikere og levede med dem. Han levede også med Bissen. Omtalte fund blev optakten til en omfattende indsamlings- og restaurerings-virksomhed.

Hvis vi andre også går på opdagelse og giver os til at leve lidt med Bissen, er det umagen værd. Hans fødselsdag er d. 13. oktober, og til næste år (i 1998) bliver han 200 år. Gad vide, om de gør noget ud af dét i BISSENSGADE ?

Verner Tholsgaard og Steffen Støvring.

LITTERATUR:
* Salmonsen konversationsleksikon, bd. III
* Charlotte Christenssen: H.W.Bissens skulpturer 1-2
* Bjørn Poulsen (red.): Istedløven
* Oscar Bloch: H.V.Bissen og hans hjem
* Bente Scavenius (red.): Guldalderhistorier

Skriv en kommentar