Lundbyesgade

PCSKovgaard-lundbye
Johan Thomas Lundbye døde ung, knap 30 år gammel, og alligevel nåede han at blive en af de største danske guldalderkunstnere. Han efterlod sig mere end 400 malerier, et væld af grafiske arbejder og akvareller og – flere tusinde tegninger. Hans malerier er storladne, men voldte ham besvær. Tegningerne udfærdigede han med let hånd og stor sikkerhed. Alle hans arbejder vidner om en sjælden indlevelsesevne og en udpræget sans for det største i det mindste. Han søger de enkle, ofte foragtede motiver: bøndergårde og stalde, husdyr og børn, men fremfor alt er han den, der skildrer det danske landskab med alle dets facetter.

Han blev født i 1818 i Kalundborg og voksede op, først på Christianshavn, senere på Kastellet. Faderen var officer og så ikke med milde øjne på at den følsomme og svagelige dreng hellere ville tegne end lege soldat som sine ældre, mere sunde brødre. Tegningerne blev til en begyndelse revet i stykker af faderen, der dog efterhånden måtte bøje sig for det åbenbare talent og senere støttede ham på alle måder.

Han blev en flittig og glimrende brevskriver og dagbogsskribent. I dagbogs-udsnittet “Et år af mit liv” (som er en virkelig læseværdig bog!) kan man lære Lundbye at kende, som han var i årene 1842-43, altså da han var 24 år, og det er et bevægende bekendtskab. Han er en ung mand med store længsler og højst utilfreds med sig selv, og også med sine kunstneriske bestræbelser. Han er dybt forelsket i den unge, smukke baronesse Louise Neergaard, som han portrætterer og fører lange samtaler med, men er bange for at erklære sin kærlighed. Og han er lykkelig og taknemmelig når han vandrer ud i naturen og tegner og maler sammen vennen P.C.Skovgaard, bor hos simple bønder og i timevis iagttager deres dyr og levevis. Det er ikke tilfældigt, at han og vennen drages af tidens store profet, Grundtvig, som skriver: “Og solen står med bonden op, slet ikke med de lærde…” De er trofaste gæster både ved foredragene på Borchs kollegium og ved gudstjenesterne i Vartov (og de har heldigvis skitse-blokken med). Den vemodige Lundbye føler sig trøstet af Grundtvigs beåndede tale, ligesom han i sit mismod føler sig opladt når han færdes i naturen: “Naturen er jo altid skøn, virker altid godt på sindet, men sindet er ikke altid roligt og modtageligt” skriver han i dagbogen.

Hans kunstneriske programerklæring er klar: Han vil “male det kære Danmark, men med al den simpelthed og beskedenhed som er så characteristisk for det…” Naturens skønhed i skove, strand og bakker, i bondens liv, i enhver ærlig og fordringsfuld sjæl, det er for mig de største og bedste glæder. Måtte jeg aldrig komme til at skatte rigdom og forfængelig pragt højt!”

Lundbye-L-neergaard
Det bliver intet problem at undgå rigdommen. De af hans mange malerier der bliver solgt, sælges for små beløb, og hans tegninger er så godt som usælgelige. Men det er ikke fattigdommen, der anfægter Lundbye. Det er hans egen klynken og klagen og svaghed, som han mener virker negativt ind på hans kunst. Ved årsskiftet 42-43 skriver han: “Som maler vil jeg vel i det nye år være lige så svag og jammerlig som i det forløbne… Skal dette år ikke gjøre mig til en dygtigere kunstner, håber jeg dog i det at blive et bedre menneske!”

Samtidig er han i færd med at skabe sit måske allerstørste værk: “En dansk kyst, motiv fra Kitnæs ved Isefjorden”, som er aldeles overvældende i sit udtryk. “Hvis man overfor udlandet skulle give et fyldestgørende indtryk af på en gang dansk natur og dansk kunst, og kun måtte stille med eet enkelt kunstværk, kunde der ikke blive tale om noget andet end dette monumentalmaleri af Lundbye” skrev Johannes V. Jensen i sin omtale af denne “Portal til Danmark”. Den selvudslettende unge mand skaber verdenskunst! Men der er næppe nogen modsætning i dette forhold, at Lundbye er så ydmyg og samtidig så stor. Tværtimod.

Lundbye-en-dansk-kyst
Hans opmærksomhed overfor tingene er karakteristisk. Med en oprigtig følelse af egen ringhed lytter og ser han, og overældes af det han ser. Man må virkelig leve blandt de ting, man vil skabe kunst ud fra, og lære virkelig at holde af dem, siger han. Og det gør han. På den måde får han også mange venner.

Lundbye2
Også koen bliver hans ven: “Jeg glædede mig ved lyden i stalden af de dybtpustende dyr. Imellem vender én sig og brummer godmodigt. Går man tæt på og seer en ko i øjet, da har jeg altid fundet en godmodighed og, jeg kunne sige, et moderligt udtryk i det store dunkle øje, der dog har det samme sørgelige som udmærker alle dyrs øjne…”

Lundbye1
Lundbye er national. “Gravhøje kroner det ganske land” digtede Johs. V. Jensen. Lundbye maler gravhøjen i landskabet – med den overbevisning at landskabets blide former, som præger os, også prægede vores forfædre – som prægede os! Fra en dobbelt kilde løber altså det danske landskab og den danske natur ind i os og gør os danske.

Tegning_lundbye
Denne danskhed er ikke en hovmodig følelse af at være bedre end andre, men en glæde ved at blive rodfæstet i det som faktisk bærer og nærer én. Og denne heftige nationalfølelse hos Lundbye var da også årsagen til at han – den milde og blide elsker af fred – meldte sig som frivillig til krigen i 1848. Ikke for at dræbe og ødelægge og blive en helt, men for at forsvare noget, som han holdt af. Han nåede aldrig i kamp. Efter et hvil i sin bataljon på vej mod slagmarken væltede en geværpyramide, et skud gik af og en “vildfaren kugle” ramte Lundbye i hovedet og dræbte ham på stedet. Svøbt i Dannebrog blev han sænket i jorden på Bedsted kirkegård. Sorgen var stor. Skovgaard mindedes sin ven i flere malerier hvor Lundbye sidder i landskabet og tegner, omgivet af interesserede børn. En anden ven, Bissen, lod sit usentimentale sejrtrofæ “Den tapre landsoldat” låne Lundbyes ansigtstræk.

Verner Tholsgaard og Steffen Støvring

LITTERATUR:
* Salmonsens konversationsleksikon
* J.Th.Lundbye: Et år af mit liv
* Johs.V.Jensen: Danske landskabstegninger
* Åge Marcus: Danske landskabstegninger af Lundbye
* Bente Skovgaard: Sommerrejsen til Vejby 1843

Skriv en kommentar